for
DANSK AFDELING AF COMITÉ MARITIME INTERNATIONAL
og
INTERNATIONAL LAW ASSOCIATION
(Som ændret den 22. juni 2006)
§ 1.
Foreningens navn er Dansk afdeling af “Comité Maritime International” og “International Law Association”. Den er dannet ved sammenslutning af “Dansk forening for international søret” og “International Law Association, dansk afdeling” og benytter derfor også disse navne. Endvidere benyttes navnet “Dansk forening for international ret”.
§ 2.
Foreningens formål er at virke som repræsentation i Danmark for Comité Maritime International, Antwerpen, og for International Law Association, London, samt at fremme interessen i Danmark for søret, folkeret og international privatret.
§ 3.
Foreningens sæde er København.
§ 4.
I Foreningen kan optages enkeltpersoner, selskaber og institutioner efter bestyrelsens godkendelse. Ved indmeldelse skal det angives, om medlemskab ønskes såvel i relation til Comité Maritime International som i relation til International Law Association eller alene i relation til én af disse, og da hvilken.
§ 5.
Foreningen ledes af en bestyrelse på op til 15 medlemmer, som hver vælges for 3 år ad gangen. Ved bestyrelsesvalget søges det sikret, at Foreningens interesseområder er repræsenteret i bestyrelsen. Bestyrelsen konstituerer sig selv. Foruden formand kan der vælges én eller flere næstformænd eventuelt med henblik på, at opgaver vedrørende ét af Foreningens særlige interesseområder henlægges til en bestemt næstformand.
§ 6.
Foreningen tegnes af bestyrelsens formand i forening med en næstformand eller med 2 bestyrelsesmedlemmer eller af en næstformand i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer..
§ 7.
Ordinær generalforsamling afholdes mellem den 1. april og den 30. juni. Generalforsamlingen indkaldes ved almindeligt brev, telefax eller e-mail til medlemmerne med 8 dages varsel. På den ordinære generalforsamling forelægges årsregnskabet for det foregående år med revisors påtegning. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling er:
1. Valg af dirigent 2. Formandens beretning 3. Forelæggelse af årsregnskabet 4. Fastsættelse af kontingent
5. Valg af bestyrelse 6. Valg af revisor 7. Eventuelt
§ 8.
Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved almindelig stemmeflerhed. Til vedtagelse af beslutning om ændring i vedtægterne eller Foreningens opløsning kræves dog 2/3 flertal.
§ 9.
Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Der udarbejdes driftsregnskab og status til forelæggelse for generalforsamlingen med påtegning af revisor. Revisor vælges af generalforsamlingen for 1 (ét) år ad gangen. Revisor skal enten være registreret eller statsautoriseret revisor.
§ 10.
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Det skal fastsættes således, at Foreningen er i stand til at afholde sine forpligtelser overfor henholdsvis Comité Maritime International og International Law Association. Der fastsættes særskilt kontingent for medlemskab henholdsvis i relation til den ene og den anden af disse. Der kan fastsættes et særligt studenterkontingent. Kontingentet for interesseorganisationer, firmaer og andre sammenslutninger skal mindst udgøre 3 gange kontingentet for enkeltpersoner.
§ 11.
Formanden eller et af formanden udpeget bestyrelsesmedlem forestår sekretariatsfunktionen for Foreningen.
§ 12.
De til den danske afdeling af CMI ydede pengegaver kan kun anvendes til fremme af den til denne afdeling knyttede virksomhed, hvorimod renterne af kapitalen indgår i Foreningens almindelige regnskab. Således vedtaget på Foreningens ordinære generalforsamling afholdt den 22. juni 2006. Som dirigent: Jes Anker Mikkelsen